Jeg landede på ryggen – og mit hoved træffede (heldigvis!) græsplænen lige ved siden af et toilet, som vi netop havde flået ud af bygningen.
Det værste var ikke skaden, men derimod at ingen tog mig seriøst efter at det var sket. Ingen spurgte mig: “Er du OK, Thomas?”.
Jeg husker, at jeg måtte bide tænderne sammen i vantro, efter jeg fortalte min kollegaer, hvad der var sket. De grinede af mig. Jeg var pludselig blevet dagens joke på arbejdspladsen.
Ligegyldigheden med mit velbefindende var den primære årsag til, at jeg opgav faget og i stedet uddannede mig som brandmand og senere til specialist i sikkerhed. Det virkede som det eneste rigtige valg: at udligne ligegyldigheden med et ansvar og en respekt for andre.
Jeg kan sagtens identificere mig med de unge, uerfarne lærlinge, som ikke tør bede deres mester om ordentligt sikkerhedsudstyr eller træning. Jeg har derimod sværere ved at sympatisere med den mester, som godt ved bedre, men alligevel vælger at sætte sine lærlinges liv og helbred over styr for at spare tid og penge.
Jeg håber, at denne historie vil inspirere dig til at se over på din kollega, din familie eller folk omkring dig – og tænke.
